Tørre tal fra Serie A sæson 2012-2013

Tallene for sæson 2012-2013.

Tallene for sæson 2012-2013.

Serie A sæson 2012-2013 er netop afsluttet. Sidste år blev der skrevet nøjagtig samme artikel, som rent faktisk har fået rigtig mange hits, derfor skal succesen forsøges gentaget. De forskellige tal vi skal igennem, er om mål, trænerfyringer og mit ømme punkt, tilskuertallene fra verdens smukkeste liga.

Mål:
Var der mange af! Igen i denne sæson var der fremgang, da der blev scoret 1003 mål, fremfor 972 mål i sidste sæson. Gennemsnittet ender dermed på 2.66 mål pr. kamp. Det synyes jeg faktisk er okay, taget i betragtning af, at det er iskold, kedelig catenaccio fodbold som vi taler om. Mest hjælp var der fra Napoli i den forbindelse, som blev det mest scorende hold med 73 mål i sæsonen, imens ligger Pescara i bunden på alle fronter, da oprykkerne kun fik bolden i nettet 27 gange. Jeg er bestemt ikke typen der træder på folk, som i forvejen ligger ned, men det er da bemærkelsesværdigt, at Edinson Cavani scorede 29 mål i sæsonen, to mere end hele Pescaras hold til sammen.

Trænerfyringer:
Tilbage i januar/febrar måned, blev der skrevet en ganske fremragende artikel her på sitet, om alle de vanvittige trænerfyringer, som der skete hver måned i Serie A. Det skal her nævnes, at Gasperini i Palermo og Stroppa i Pescara, som lå opsigelser i de synkende skuder, naturligvis ikke er inkluderet i denne sag. Men på det punkt, trænerfyringer, fører Serie A suverænt i europæisk fodbold. 11 trænerfyringer stod der på papirene, da der skulle skrives denne artikel. Det er dog alligevel en betydelig tilbagegang ift. sidste sæson, hvor der var 17 trænere som fik sparket, om det er tegn på længere tålmodighed fra de italienske klubpræsidenter, skal jeg ikke kunne svare på. Det er da også kendt af alle, at det er en ret omkostelig affære, at fyre trænere til høje og venstre, hvilket Palermo og Genoa, må kunne se i deres regnskaber i de sidste 4-5 sæsoner.

Tilskuertal:
Kaos! Som sædvanilig havde Cagliari ingen officiele tilskuertal?! Pludselig midt i sæsonen, kunne Chievo heller ikke levere dette?! Mærkeligt! Og kun noget som kan ske i Italien! Derfor er der kun tilskuere til 342 ud af 380 Serie A kampe. De blev besøgt af 8.432.135 tilskuere, et gennemsnit på 24.655 pr. kamp, hvilket er en fremgang på 1.441 tilskuere mere pr. kamp. Men det er på en lidt billig baggrund, eftersom Chievos elendige tilskuertal er fjernet fra statistikken. Nu har vi mistet Palermo, som tilskuermæssigt, bliver fint erstattet af Hellas Verona. Sassuolo kommer op med absolut ingenting, så der er slet ingen tvivl om, at de andre klubber skal sparke røv på tilskuerfronten, hvis dette gennemsnit ikke skal falde igen. Trods en hamrende elendig sæson af Inter, var det Nerazzurri som havde flest tilskuere til deres kampe. 884.462 tilskuere havde Inter på besøg, et gennemsnit over 46.000 til hver kamp, hvilket er ganske okay, når man ser på deres historisk dårlige sæson.

Der er sikkert skrevet om for meget af noget, for lidt om noget andet og noget som slet ikke er nævnt, hvilket I sikkert vil sidde og korse jer over, hvorfor fanden det ikke er med. Men vi slutter her!

Copyright © Alt Om Italiensk Fodbold 2012-2013 Alle rettigheder forbeholdes

Jesper Mejer Kristensen

Dybt forelsket i mine børn! CO-founder og CEO af altom-italienskfodbold.dk og rejsertilitalien.dk Calcio fan og elsker alt italiensk!

You may also like...