Status efter syv kampe i Serie B!

serie b 7. runde

Det er aldeles oplagt at lave en status på Serie B, når landskampene præger weekenden, og vi får kigget på ligaen, hvor der er spillet 7 runder i den næstbedste italienske fodboldrække.

Cagliari har ikke overraskende lagt sig i spidsen af Serie B. Det sardinske mandskab har ganske enkelt den stærkeste trup i Serie B, og at de allerede har lagt sig på 1. pladsen, er bestemt ikke nogen tilfældighed. I dagens tidlige kamp vandt Cagliari med 3-1 over Cesena, en anden nedrykker, der naturligvis er blandt favoritterne til en oprykningsplads. Cagliari var bare bedre i dag, og de er også bedre end Cesena for resten af denne sæson. Men klassemål af Hoerdur Magnússon, der scorede til 1-2 for Cesena, direkte på frispark fra godt 30-35 meter +.

2. pladsen deles af 3 klubber med 14 point, og her er der et par overraskelser vi skal tage hensyn til. Bari siger vel sig selv, de er med i kampen om oprykning. I dag vandt de med 1-0 over Lanciano foran + 20.000 tilskuere på San Nicola. Tjek iøvrigt målet af Francesco Valiani, det er verdensklasse. Bari var set deroppe, men at vi ser Crotone og Spezia, den var ikke set herfra, men fedt! Crotone fik godt nok kun 0-0 i går, men det var altså også ude mod ubesejrede Vicenza, og Crotone fortsætter stimen og den gode sæsonstart, som måtte sige farvel til deres mangeårige træner i sommers, Massimo Drago, der er fortsat i samme job hos Cesena. Spezia legede godt nok sammen med de store i sidste sæson, det gør de også nu, og det altså på trods af svære udebaneopgaver mod Salernitana og Livorno, som de har vundet. Det gjorde de også i dag, det skulle de dog også mod Ternana, der ligger på rækkens sidsteplads.

Livorno har en kende problemer med at vinde kampe igen, 4 sejre i de 4 første kampe, 2 nederlag, og i dag en uafgjort kamp mod Avellino fra bunden af rækken. Panucci skal havde rejst mandskabet igen i en fart, hvis ikke han skal se konkurrenterne stikke af. Næste runde tager Livorno på en svær udekamp mod Crotone!

Svær udebane, ja, det var netop det som Trapani var på idag mod Salernitana. Men det afskrækkede ikke Serse Cosmi og hans Trapani-drenge, der tog til Salerno og vandt med 1-0 på et gigantisk målmandsdrop, Terracciano, der driblede rundt i eget felt, mistede bolden til Citro, som let kunne score til 1-0 efter blot 4 minutters spil. Salernitana brændte straffespark, og det var det tætteste de kom på udligning, og Trapani vandt kampen med 1-0. Dermed er de oppe på 13 point i Serie B, det samme som Cesena og Livorno.

Sidstepladsen tilhører som bekendt Ternana, lige over dem finder vi oprykkerne fra Como, der som forventet, givetvis får en hård sæson oppe i Serie B. I dag tabte de med 1-2 til Brescia, det andet hjemmenederlag til Como, efter sidste weekends lussing på hele 0-4 til Ascoli. Como har 5 point, det samme som Pro Vercelli og Avellino.

Og Avellino er sgu en mærkelig størrelse. Den syditalienske klub gjorde det fremragende i sidste sæson, med i playoff kampene, og den sæson skulle der følges op på i denne med ansættelse af Attilio Tesser, som skabte enorm eufori ved hans ankomst i sommers. Men det er indtil videre slået helt fejl for klubben, der lå sidst inden denne runde. I dag tog de dog et svært point oppe i Livorno, og lad os håbe for dem, at de snart kan komme til at vinde kampe, hvilket de kun har gjort en gang i denne sæson.

Novara har også fået at mærke det hårde liv i Serie B. Novara har fået skrabbet 6 point sammen, efter de i går vandt det piemontesiske lokalopgør mod Pro Vercelli med 1-0, på et stærkt frisparksmål af Nicolas Viola. Det er ikke meget vi endnu har set til Magnus Troest for Novara, men i går fik den danske forsvarer 90 minutter på banen.

Er du stadig med?

Sidste vigtige information om Serie B i denne omgang, er, at Ascoli og Pescara afslutter den i aften kl. 20.30.

Copyright © Alt Om Italiensk Fodbold 2012-2015 Alle rettigheder forbeholdes.

Jesper Mejer Kristensen

Dybt forelsket i mine børn! CO-founder og CEO af altom-italienskfodbold.dk og rejsertilitalien.dk Calcio fan og elsker alt italiensk!

You may also like...