Resultater i Serie B – Frosinone er ny på 1. pladsen

Efter Salernitans sejr på 1-0 over Vicenza i går aftes fortsatte 25. runde i Serie B denne eftermiddag.

Her vandt Frosinone med 1-0 over Carpi, og med Hellas Veronas nederlag på 0-2 til Avellino, er Pasquale Marins mandskab på 1. pladsen, to point mere end Hellas.

Samtidig fik Benevento halet sig ind på Hellas, da de fik vendt 0-1 til en 2-1 sejr hjemme mod Latina, der da også blev 10 mand lige inden pausen. Benevento er dermed ubesejret på hjemmebane i de første 13 kampe i sæsonen. Klasse!

I storkampen mellem Cesena og Bari endte det 1-1. Floro Flroes fik bragt Bari i front efter 17 minutters spil, men Ciano fik udlignet lige efter pausen. Samme resultat fik vi at se i Brescia, der måtte nøjes med dette ligegyldige resultat mod Pisa. Ligeledes 1-1 blev det mellem Novara og Cittadella.

Trapani var nede 0-2 i udekampen mod Ascoli, men sicilianerne er svære at slå i øjeblikket, og de kom tilbae og kan tage et godkendt 2-2 resultat med hjem.

Ingen overraskelser i Vercelli, hvor Spezia slog Pro Vercelli med 2-0, hvilket var 3. sejr i streg for det liguriske hold.

Virtus Entella og SPAL mødes i aften kl. 18.00 i Chiavari, og Ternana tager i mod Perugia i det umbriske derby i morgen eftermiddag, i en kamp der lukker runden.

Copyright © Alt Om Italiensk Fodbold 2012-2017 Alle rettigheder forbeholdes.

Jesper Mejer Kristensen

Dybt forelsket i mine børn! CO-founder og CEO af altom-italienskfodbold.dk og rejsertilitalien.dk Calcio fan og elsker alt italiensk!

You may also like...