Ny struktur – Serie A med 18 hold og 1 nedrykker!

lega calcio

Lega præsident, Maurizio Beretta, fortæller i et interview til den lyserøde avis, La Gazzetta dello Sport, at der er dialog, tanker og idéer til en Serie A med 18 hold og blot en nedrykker. Denne sag bliver ikke en fri oversættelse af interviewet, men en beskeden indsigt i, hvad det kan betyde for fremtiden i verdens smukkeste liga.

Der skal lige tilføjes noget fra interviewet, der omhandlede en udvikling af vores elskede calcio. Den nye struktur, handler om Serie A, Serie B og Lega Pro turneringen, hvor der alt i alt skal være 60 hold. Serie B skal gå fra 22 hold, ned til 20 hold og Serie A skal fra 20 til 18 hold.
Lige så interessant er det, at Beretta fortæller, at der muligvis vil blive Serie A, lørdag kl. 15.00. Dette er for at imødekomme, de mange millioner seere, der følger ligaen i de asiatiske lande. Der er dog bare i det tilfælde, en kæmpe konkurrent i Premier League.

Talen omkring 18 hold i Serie A, har været på tale for nogle år siden, men med det interview fra Beretta, tyder det på, at det er noget vi får at se indenfor de næste 4-5 år. Sidste gang vi så 18 hold i Serie A, var i sæson 2003-2004. Nedskæringen til 18 hold, virker fornuftig ift. eksempelvis fordeling af tv-penge og mere luft i en i forvejen presset sæsonkalender. Det er egentlig heller ikke dét, der er interessant, men at de taler om blot en enkelt nedrykker.

Dengang, i de gamle dage med 18 hold, var der 4 nedrykkere, hvor Ancona med blot 13 point, endte sidst. Empoli, Modena og Perugia rykkede også ned, med Siena og Reggina kun lige over nedrykningsstregen. Af de sidste fem nævnte hold, var der blot 4 point i forskel, hvilket naturligvis giver en enorm spænding og på grænsen til forbudt for børn kampe, i de sidste mange runder. Hvordan vil det blive med blot en nedrykker?

Nu kan det måske ikke sammenlignes med en liga på 20 hold, kontra en liga på 18 hold, men skal vi kigge på sidste sæson som eksempel, så ville spændingen omkring dét, være helt væk i slutningen af marts måned. Her endte Pescara hjælpeløst sidst, med blot 22 point og hele 16 point op til Genoa lige over stregen. Set fra den anden side af, hvor Sassuolo endte på en solid 1. plads i Serie B, havde vi altså ikke haft fornøjelse af Livorno eller værst af alt, Hellas Verona, der endte hhv. som nummer to og tre i den næstbedste række.

Konkurrencen vil ud fra undertegnedes optik, blive markant mindre i bunden af ligaen, med blot en enkelt nedrykker. Der vil unægteligt være klubber der kommer op, som knap kommer over de par af tyve point. Sidste år med Pescara (22 point), Cesena i 11-12 (22 point), Bari i 10-11 (24 point), Messina i 06-07 (26 point), Treviso i 05-06 (21 point), for bare at nævne nogle få af dem i de sidste sæsoner.

Yderligere vil det også være, i meget grove træk, de samme hold vi får set i Serie A. Det er det måske i forvejen, men charmen ved calcio er vel også, at se klubber som Sassuolo, Livorno, Empoli, Pescara, Bari, Reggina, og hvad de ellers hedder, af små fede klubber vi har set i Serie A. De vil få markant vanskelligt ved, at komme og lege med de helt store!

Men Maurizio Beretta og Co. har helt sikkert en plan, en fornuftig en af slagsen og god mening med dette. 18 hold er fremragende, men 1 nedrykker?

Jeg må tillade mig at tvivle på det positive i dette!

Jesper

Copyright © Alt Om Italiensk Fodbold 2012-2014 Alle rettigheder forbeholdes

Jesper Mejer Kristensen

Dybt forelsket i mine børn! CO-founder og CEO af altom-italienskfodbold.dk og rejsertilitalien.dk Calcio fan og elsker alt italiensk!

You may also like...