Italiensk fodbold i økonomiske problemer!

Calcioens økonomi sejler!

Calcioens økonomi sejler!

Stigende gæld, faldende indtægter, stadions som nogen steder kun er halvfyldte. Så bekymrende er rapporten fra FIGC, som kom for en uges tid siden (beklager det først kommer på denne side nu!) Sidste sæson gik der yderligere 428 millioner op i gæld, og hele den samlede gæld fra Serie A er nu hele 2.6 milliarder euro! Kun 19 ud af 107 professionelle fodboldklubber kom ud med overskud.

Den samlede omsætning i Italiensk fodbold, har lagt på en stabil vækst på 6% i mange år, men sidste sæson var der en tilbagegang på 1.2%. Omkostningerne er steget med 5%?? Det kan man satme undre sig over! 5% er i dette tilfælde er vanvittig mange penge. Dvs. at hvis man stiller det lidt firkantet op, så er det blevet 5% dyrere, at afholde en fodboldkamp i Italien ift. forrige sæson. Men det hænger selvfølgelig sammen, dyrere produktion og flere omkostninger er ikke nødvendigvis ensbetydende med færre indtægter men måske det er det i dette tilfælde. Serie A genererer 82% af omsætningen, Serie B 14% og Lega Pro 4%.

En stor del af forklaringen er tydelig! Manglende tilskuere! Lige nu er der et tilskuersnit i Serie A på lidt over 23.000, og i forrige sæson var der 24.900 i snit, altså allerede et tab på næsten 2.000 tilskuere pr. kamp! Hvorfor? Priserne er muligvis steget lidt for billetterne, men det er stadig hamrende billigt, at gå til fodbold i Italien kontra andre steder i Europa. Men hvorfor sidder der kun 40.000 til Lazios og Romas kampe, når der kan være 80.000, hvorfor er der kun omkring 20.000 til Fiorentinas kampe, når der kan være 46.000, hvorfor er der kun omkring 18.000 til Palermos kampe, når der kan være 36.000…. Hvorfor? Manglende interesse?! Næppe, for interessen for fodbolden i støvlelandet er enorm, men det er den bare ikke, når vi taler om at folk skal på stadion og råbe af deres hold. Jeg fatter det ikke! En anden ting er naturligvis manglende sponsorindtægter. Italiens økonomi er lidt nede pt. og det kan selvfølgelig også hænhe sammen med, at firmaerne ikke spytter de samme antal penge i klubkasserne som De gjorde engang.

I samme rapport står der, at det er de samme økonomiske problemer som der er i England, Spanien og Tyskland, men det vil jeg skide på! Hvorfor fanden gør man ikke mere for, at der f.eks kommer flere tilskuere?! Det kunne nye stadions i den grad hjælpe med til, og ja det koster en røvfuld penge, men det gør dette også. Hvis I ser stadions i Livorno, Siena, Ascoli, Atalanta, Catania, Cagliari etc. Hold kæft hvor er det en joke! Der bor over 150.000 mennesker i Livorno, der kommer max 4.000 til deres kampe, men det tror da pokker, når l….. er ved at falde sammen. Løbebane?!! Det har åbenbart været en god idé før min tid, men væk med dem, og lad os nu få de stadions, som der er I Torino, Milano, Genova, Firenze og Reggio Calabria, så folk sidder tæt på banen og ikke 100 meter væk! Jeg er ikke tilhænger af, at man gør fodboldklubber til et brand, som er noget man praktiserer i andre ligaer (Jeg brækker mig). Det tror jeg nu heller ikke, håber jeg, at det kommer til at ske i Italien. Men De har så sindssygt mange muligheder for, at folk vil følge og støtte klubberne, så det er helt ufatteligt.

Med det må jeg hellere slutte nu, inden det bliver kedeligt for jer.

Copyright©Alt Om Italiensk Fodbold 2012

Jesper Mejer Kristensen

Dybt forelsket i mine børn! CO-founder og CEO af altom-italienskfodbold.dk og rejsertilitalien.dk Calcio fan og elsker alt italiensk!

You may also like...