Derby d’Italia optakt: Inter – Juventus

Derby d’Italia dag Alt om italiensk fodbold giver dig her en optakt til aftenens derby d’Italia imellem Inter og Juventus. 

Bare tanken om Derby d’Italia er nok til at få enhver calcio fan til at slikke sig om munden og juble af glæde og et derby imellem Inter og Juventus er bestemt ingen undtagelse. Optakten til dagens derby har kørt i den italienske presse i den seneste uge, og især styrkeforholdet imellem de to klubber er blevet diskuteret. Denne optakt er ingen undtagelse, vi vil komme forbi de to klubbers respektive transfermarkedet, statistikkerne på deres første tre kampe i Serie A, trænernes kommentarer til kampen og meget mere. Så sæt dig godt til rette, og gør dig klar til at blive fodret med informationer til dagens Derby d’Italia!

Calciomercato – Hvem gjorde det bedst?

Et af de helt store samtaleemner i den italienske sportspresse denne sommer har været Inters og Juventus mercato’er samt, hvilken klub der har gjort det bedst. Lad os tage et kig på de to klubbers transfervindue.

Internazionale har også haft et yderst fornemt transfervindue. Dykker vi ned i Inters transferhistorik denne sommer har klubben styrket deres offensiv voldsomt. Klubben har hentet Antonio Candreva, Gabriel Barbosa (Gabigol), Marcelo Brozovic, Ever Banega og Joao Mario, sidstnævnte er dog på en lejekontrakt med købsoption. En cocktail som helt sikkert kan blive sprængfarlig, hvis De Boer for styr på sagerne i Inter.

Et ligeså stort kunststykke har dog været, at Nerazzurri har holdt på deres stjerner, her henvises der især til målmand Samir Handanovic og klubbens anfører og stjerneangriber Mauro Icardi. Især er det flot af klubben at have holdt på Icardi, som har været rygtet væk til et hav af engelske klubber. Icardi er dog forblevet hos Inter og har sågar forlænget sin kontrakt med klubben.

Der er dog ikke kun sket udskiftninger i spillertruppen, for blot to uger inden Serie A starten gik, blev Roberto Mancini fyret af de kinesiske investorerer i Inter. Mancini blev erstattet af hollandske Frank De Boer, som med sin form for totalfodbold har haft svært ved at føre sit nye hold til sejre i Serie A.

Juventus har virkelig spillet med de økonomiske muskler dette transfervindue. Juventus har godt nok solgt klubbens store stjerne Paul Pogba, hvilket Bianconeri ikke ønskede, men de har også forstærket sig i sådan en grad, at det er svært at pege på, hvem om overhovedet nogen kan komme i nærheden af Juventus pointmæssigt i denne sæson. Klubben har hentet spillere som Gonzalo Higuain, Dani Alves, Miralem Pjanic, Mario Lemina og Marko Pjaca, som alle er hentet på permanente aftaler. Og ikke nok med det så har også lejet Juan Cuadradro og Medhi Benatia i henholdsvis Chelsea og Bayern Munchen.

Handlerne er i og for sig gode, især de to handler med Gonzalo Higuain og Miralem Pjanic. For købene viser Juventus, at de er af en helt anden økonomisk kaliber end de andre Serie A hold. Købene er ikke blot forstærkninger, men også direkte svækkelser af Napoli og Roma, som hver især har gjort deres ypperste for ikke at miste deres bedste spillere.

Juventus har dog fejlet på et punkt. De formåede aldrig at afslutte handlen med Zenit om Axel Witsel, hvilket kunne have kostet dem dyrt, hvis de havde fået flere midtbanespillere skadet. I stedet ser det dog ud til, at det går an, indtil Stefano Sturaro er klar. Sturaro spillede i sidste uge for Juventus Primavera hold, som slog Bari. Desuden forlyder det fra de italienske medier, at Claudio Marchisio er klar igen til Oktober, og så begynder Juventus for alvor at se frygtindgydende ud.

På trods af Inters fremragende transfervindue, må Juventus siges alligevel at tage prisen for det bedste mercato.

Statistikker – Hvad er forskellen på de to hold statistisk?

Ser du på ligatabellen ligger Juventus nr.2 med 9 points efter tre kampe, og Inter ligger nr. 11 med 4 points efter tre kampe, men sammenligner du de to holds statistikker er der næsten ingen forskel, så hvordan kan det være, at holdene ligger som de gør? Et ord springer i særdeleshed frem: Træfsikkerhed.

Sammenligner vi de offensive statistikker for de to hold, vil det se sådan ud:

Juventus: Chancer skabt: 40, skud i det hele: 55, mål scoret: 6 og træfsikkerhed 48%. Dvs. at Juventus som hold scorer på cirka halvdelen af deres chancer. Ser vi på Inters, vil det se sådan ud:

Inter: Chancer skabt: 41, skud i det hele: 57, mål scoret: 3 og træfsikkerhed 34%. Dvs. at Inter som hold scorer på cirka 1/3 af deres chancer, hvilket er en del lavere en Juventus. Træfsikkerheden er altså en væsentlig forskel imellem de to hold.

Sammenligner vi de defensive statistikker for de to hold, vil det se sådan ud:

Juventus: Mål imod: 2, Tacklinger vundet: 37, Tacklinger tabt: 62, bolderobringer: 49 og frispark begået: 26.

Inter: Mål imod: 4, Tacklinger vundet: 44, Tacklinger tabt: 55, bolderobringer: 55 og frispark begået: 39.

Inters defensive statistik er faktisk bedre i tre ud af fem kategorier end Juventus’s, desværre for Inter er de dog bagud i den vigtigste mål imod, hvor de har lukket dobbelt så mange ind som Juventus. Ligeledes har de begået 13 frispark mere.

Hvis vi skal konkludere på, hvorfor de to hold ligger som de gør i Serie A, på vegne af statistikkerne, må vi tilskrive Juventus træfsikkerhed, som den væsentligste forskel på de to hold.

Er De Boer på vej ud?

I løbet af ugen har rygterne svirret om, at Inter-træner Frank De Boer står til at blive fyret i Milanoklubben. Intet er dog blevet bekræftet fra Inters bestyrelse, men alligevel må Frank De Boer føle varmen i sædet under ham, for det er ikke unormalt, at der ryger en træner eller tre i løbet af en sæson fra hver italienske klub. Seneste udtalte den tidligere Interpræsident Massimo Moratti, at De Boer befandt sig en i gryde med kogende vand efter, at klubben tabte deres første Europa-cup kamp. De Boer lader dog til at være upåvirket af rygterne i den italienske presse for træneren udtalte i går, at han kun tog jobbet, fordi han tror han kan klare det.

“Der vil altid være et vist pres, når du træner en klub som Inter. Jeg sagde for et par uger siden, at man ikke kan ændre alt på fire uger”, sagde Frank De Boer under gårsdagens pressekonference forud for Derby d’Italia.

“Alle i klubben arbejder hårdt, så vi kan forbedre os, og jeg tror også vi vil forbedre os. Jeg er vant til presset, så det er ikke noget problem for mig, at arbejde her. Jeg tog kun jobbet, fordi jeg tror jeg kan klare det”, skriver football-italia.com.

Om kampen imod Juventus sagde De Boer:

“Vi må acceptere, at vi skal spille imod en virkelig god modstander, det kan ikke komme som en overraskelse. Jeg har meget respekt for, hvad Juventus laver, men vi er ikke bange. Vi har respekt, men vi vil arbejde virkelig hårdt som et hold, og med fansene i ryggen kan vi få et godt resultat,” sagde De Boer.

Allegri Derby d’Italia er det første skridt på vejen til Scudettoen

Under gårdsdagens pressekonference var Max Allegri ude og fortælle om hans syn på kampen i aften, og her gjorde han det klart, at aftenens Derby d’Italia er første skridt på vejen imod Scudettoen.

“Små hændelser kan blive fundamentale og derfor skal vi indse, at alle detaljer betyder noget, og at det bliver meget svært at vinde Scudettoen. Bare fordi Juventus har en stærkere trup, betyder det ikke, at vi vinder hele året”, sagde Allegri under gårsdagens pressekonference forud for Derby d’Italia.

“Kampen i morgen er fascinerende, Derby d’Italia, er det første skridt imod Scudettoen. Nogle vil sige, at det bare er fjerde uge i Serie A, men jeg siger det nu og her, dette er det første skridt på vejen i mod Scudettoen. Der er tre eller fire kampe i denne sæson, som kan få en afgørende betydning hen imod slutningen, og denne kamp imod et godt Inter mandskab er en af dem”, sagde Allegri.

Om det bliver Max Allegris Juventus eller Frank De Boers Inter der løber med sejren i aftenens kamp bliver spændende at se. Du kan følge kampen på kanal 6. klokken 18.00.

Vigtige oversiddere:

Det forlyder fra Inter-lejren, at Marcelo Brozovic sidder over grundet disciplinære årsager.

Holdopstillinger:

Træner: Frank De Boer. Opstilling: 4-3-3.

Inter: Handanovic, D’Ambrosino, Murillo, Miranda, Santon, Medel, Banega, Mario, Candreva, Perisic og Icardi

Træner: Max Allegri. Opstilling: 3-5-2.

Juventus: Buffon, Cheillini, Bonucci, Benatia, Alex Sandro, Khedira, Asamoah, Pjanic, Alves, Mandzukic og Dybala.

Copyright © Alt Om Italiensk Fodbold 2012-2016 Alle rettigheder forbeholdes.

 

Emil Lohse

Journaliststuderende fra februar 2017. Generelt vild med Italien og Calcio. -Følg mig på Twitter, hvis du er vild med Serie A, Superligaen og nyheder generelt.

You may also like...